søndag den 26. september 2010

Barnedåbsophæng færdigt..

Så blev barnedåbsophænget endelig færdig (det skal lige siges at det faktisk blev færdigt den 23.09.2010) og nu kan jeg endelig vise hvad jeg har brugt (alt) min tid på.
Jeg skrev i et tidligere indlæg, at opsprætteren var blevet min gode ven - og ja for jeg forsøgte at lave en søm som på ingen måde så pæn ud efter min mening - og så må man jo sprætte op.

Aller først fandt jeg de billeder jeg gerne ville bruge - blandt andet nogen af dem jeg selv har taget og som jeg viste her. Billederne er redigeret i et fotoprogram; der har de fået den størrelse som jeg gerne ville have, samt ændret til sort/hvide billeder med og uden rammer. Til sidst blev billederne spejlvendt.
Billederne blev spejlvendte fordi, at når de skal overføres til stof (bomuld) så vises de rigtigt på den måde. Det er især vigtigt når man skal have tekst på ligesom jeg har gjort med den lille piges data.

Jeg kan bedst lide når jeg ved hvordan de ting jeg laver kommer til, at se ud. Derfor tegner jeg altid op på ternet papir hvordan det skal se ud, og med mål på - hvilket gør det meget nemmere i skærings processen.
Valget blev fire forskellige stoffer - hvoraf den ene går igen som kant hele vejen rundt.
Stofferne blev først skåret når jeg kom til dem i den rækkefølge de skulle sammensættes til sidst.
Sammensyningen af billeder og stof var på min symaskine.

Da forstykket var syet færdigt, lavede jeg bagstykket i en lidt større størrelse - derefter kom pladevatten på og til sidst forstykket. Så riede jeg det hele sammen mens jeg hele tiden glattede ud - jeg tror aldrig jeg har riet så meget før bare fordi det helt sikkert ikke skulle drille mig i den sidste ende.
Da alle tre lag var riet godt sammen påsyede jeg ydrekanten. Og derefter gik jeg ellers igang med at quilte rundt om alle billederne og quiltede blandt andet hjerter på det øverste stykke, mens jeg på de følgende har brugt de tryk der var på stofferne som skabelon for min quiltning.
Til sidst er kanten blevet håndsyet ind på bagsiden, mit mærke er påsyet og datoen for dåben til evigt minde.

Mit resultat endte sådan her:
Og sådan ser mine detaljer ud tæt på:
Jeg håber og tror, at især moren bliver rigtig glad for resultatet - det var på hendes opfordring, at jeg gik i gang med projektet. Det er endnu engang noget som er lavet helt specielt til modtageren - og jeg håber hun med tiden måske selv vil sætte stor pris på mit arbejde.

torsdag den 23. september 2010

Årets høst - eller nok nærmere dagens høst!

Jeg knokler stadigvæk på barnedåbsgaven - men kan stadigvæk ikke vise billeder da moren læser med herinde. Og jeg vil helst have det skal være en overraskelse hvordan resultatet ender! Men jeg kan sige at jeg har haft noget pille arbejde da jeg ikke var tilfreds med resultatet, så opsprætteren er blevet min gode ven!

Men selvom jeg knokler på det, skal tingene alligevel hænge sammen herhjemme, så da jeg skulle ud og hænge vasketøj op i det dejlige solskinsvejr, kunne jeg jo liiige få pillet alle de "modne" pyntegræskar af. Jeg fik syv små planter af mine forældre tidligere på året - den ene døde dog efter at være blevet begravet af én af naboens katte, men jeg skal love for at de andre har haft travlt og dækket et stykke på 10 x 3 meter uden nogen problemer - faktisk har jeg kæmpet lidt med at holde dem fra nogle af mine andre planter, så de ikke blev fuldstændig dækket af pyntegræskar!

Nå men jeg måtte da lige tage nogle billeder, så I andre også kunne se resultatet af årets (dagens nærmere for der er flere små græskar og endnu flere blomster på endnu)høst af pyntegræskar:
Nu vil jeg sætte mig hen og arbejde videre på gaven, så den kan blive færdig og klar til en lille pige (og hendes mor) ;-)

onsdag den 15. september 2010

Mit bidrag til blog udfordringen hos Mamma Mia´s verden

Endelig er deadlinen kommet for den blog udfordring jeg har deltaget i. For at starte fra begyndelsen til min deltagelse, kommer her hele forløbet for mig:

Jeg sad egentlig bare og surfede rundt på forskellige blogs, og så "faldt" jeg over denne blog udfordring som helt sikkert udfordrede min kreativitet - jeg måtte simpelthen bare deltage.

Emnet var: BØRNESANGE


  • krav : der skal indgå håndarb. teknikker (sy, strikke, hækle, filte.....)
  • krav : du skal lave en kort procesbeskrivelse (idé, evt. prøver, udførelse og færdigt produkt)
  • krav : du skal være KREATIV - dvs. du skal selv finde din helt egen idé


  • Allerede da jeg sad og læste indledningen, begyndte mit hovedet at udtænke forskellige idéer - vi har jo desværre ingen børn selv, men jeg vidste at nogle af vores venner ventede en lille pige, så det skulle være noget til hende. Nærmest to sekunder efter jeg besluttede det, så fik jeg idéen at det skulle være børnesangen "se min kjole" som jeg skulle fortolke på min måde.

    Jeg stillede også et 4. krav til mig selv: jeg skulle bruge hvad jeg havde af stof = alle mine rester.

    Altid når jeg laver noget tegner jeg det først på ternet papir, det hjælper mig utrolig meget, at få det ned på papir, og se det visuelt. Så kan jeg på den måde også hurtigt se om det overhovedet virker - min ide og virkeligheden. Når jeg har tegnet noget ned, og "godkendt" det, så skriver jeg altid målenheder på, da det er en stor lettelse når jeg klipper/skær i stof. For jeg kan bare se på min tegning hvad og hvordan stoffet skal være.
    Jeg starter altid fra toppen af min tegning og begynder at lave tingene i stof, på den måde kan jeg sætte kryds ved de ting jeg har lavet, og stille og roligt bevæge mig nedad til jeg er færdig.

    Men tilbage til blog udfordringen: da jeg ikke lige kunne alle vers i hovedet googlede jeg sangen, og fandt en med seks vers - jeg ved ikke om der er flere, og om det var den originale jeg fandt, men det er den jeg har brugt.

    Så tegnede jeg som sagt lige hurtigt hvordan jeg havde tænkt mig hver vers skulle se ud. Bagefter tegnede jeg hver vers op i stor størrelse, både for at se hvordan det så ud, men og så for at jeg kunne bruge tegningerne som skabelon til de figurer jeg ville have med. Fra den lille hurtige tegning og op til den store størrelse lavede jeg også nogle ændringer, da jeg imellemtiden havde fundet på en anden måde at illustrer tingene på.

    Alt i hvert vers er syet på i hånden. Resten såsom indramningen i kjolens farve og ydrekanten er syet med symaskine.
    Inden rammen blev syet på, samlede jeg bagsiden, pladevat og forsiden med store nåle, hvorefter jeg riede det hele sammen. For på den måde ikke at lave nogle folder og buler.
    Til sidst quiltede jeg rundt om alle kjolerne og andre ting jeg syntes passede - for på den måde at skabe en effekt, og bagefter syede jeg en løbegang på i hånden, på bagsiden hvor der skal en pind igennem så det kan komme op og hænge.
    Først kommer der en billedcollage med min arbejdsgang, bagefter billeder fra hvert vers (nogen har jeg været bedre til at tage billeder af end andre), og til sidst selve ophænget. Heldigvis blev jeg færdig i god tid - den 3. september - men jeg havde ikke lige regnet med, at alle mulige andre ting skulle falde sammen i den måned. Så selvom jeg er blevet færdig i god tid, så har jeg alligvel stresset ret meget over det!

    Men jeg er glad for at jeg deltog - og på den måde tænkte anderledes og udfordrede mig selv i min kreative kunnen - Mange tak Mia - og jeg melder mig straks til den næste udfordring du kunne finde på at lave...

    tirsdag den 14. september 2010

    Ej jeg bliver nød til at vise nogle billeder...

    De baby billeder jeg var ude og tage mandag den 6.september da vi havde indbrud, er hvis jeg selv skal sige det (og det skal jeg jo!!) blevet super fine..

    Og jeg ved godt, at jeg måske overskrider nogle grænser for hvad babyens forældre syntes med hensyn til at vise deres baby frem - men jeg ved moren læser med herinde - og du skal bare sige til, så fjerner jeg dem igen, men jeg havde altså lige lyst til at dele dem med andre - for hun er bare en dejlig fotomodel!!!

    mandag den 13. september 2010

    Nøj hvor det kribler i mine fingre!

    Ja jeg ved egentlig ikke lige hvordan jeg endte på hjemmesiden, men der var slået stort op med at de nu åbnede op med kursuscenter med plads til overnatning.
    Stedet jeg skriver om er BEO BEO PATCHWORK som lørdag havde åbent hus, og søndag havde udsalg af stoffer. Deres hele metervarer kostede 80 kr. pr. meter og alle deres fat quaters (50x55cm) kostede 20 kr. pr. stk.

    Jeg så det i onsdags, og skrev straks til min mor om det var noget. Og heldigvis kom vi da afsted - vi var faktisk de første der var der, så datteren viste os rundt (ingen af de andre fik vist rundvisning som os, da der simpelthen væltede ind med kvinder som ville købe stof og de derfor ikke havde tid til det også).

    Jeg må indrømme: JEG BRUGTE PENGE!!!!
    Købte for i alt 525kr. men nøj jeg kunne jo blive ved....... Billedet viser desværre ikke helt de rigtige farver, men jeg syntes selv det er nogle rigtig gode stykker jeg fik fingre i (for der var rift om sagerne - men for en gangs skyld var der stadigvæk høfligheden når man fik skubbet eller gået ind i nogen - det er ikke alle steder det sker ligegyldig hvilken alder man har!)

    Og i dag gik turen ind til Holbæk, jeg fik købt nyt t-shirt overførings papir så jeg kan komme i gang med at sy barnedåbsgave til den 26. september.
    På vejen op til toget kom jeg i tanke om, at der jo ligger en lille Røde kors butik som jeg aldrig har været inde i - damen jeg henvendte mig til var så sød, at tage mig med ned i deres kælder selvom de var i fuld gang med at sorterer tøj med mere efter weekendens høst, og kælderen dermed egentlig er lukket for kunder.
    Så jeg var endnu engang heldig og fik mig noget sengetøj : 7 hovedpudebetræk og 1 enkelt dynebetræk for 35kr.
    Lige p.t. har jeg ingen planer med nogle af alle de stoffer jeg har købt - eller det vil sige tjov mit hoved begyndte da, at planlægge igår da jeg gik og udvalgte de stoffer jeg ville have, men jeg har lige nogle ting der skal være overstået først blandt andet noget malearbejde, en familiefødselsdag på fredag og projekt dåbsgave.
    Men må indrømme, at mine fingre har svært ved at holde sig væk!!!

    mandag den 6. september 2010

    Det kører bare her hos os!

    Ja en ulykke kommer jo sjældent alene - jeg går jo som regl herhjemme, men den ene dag hvor jeg tillader mig at tage nogen steder - ja der får vi indbrud!!!

    Vi kørte afsted kl. 06.00 i morges og kom først hjem her ved 17 tiden. Gemalen var den første der kom ind af døren, og spurgte underligt om hvad fanden der var sket her. Bagdørens glasparti var total smadret og på den måde har vedkommende låst døren op og gået ind.

    Først lagde vi egentlig ikke mærke til der manglede noget, og blev enige om at vedkommende var blevet forstyrret. Men så fik jeg da lige set at der fx manglede en bærbar som gemalen skulle lave for noget familie - det var ikke engang vores!!! og så kunne vi lige pludselig bare begynde at se alle de ting rundt omkring som manglede...

    Jeg må ærligt indrømme jeg blev mere og mere utilpas - hvor eller nærmere hvor har de ikke været?

    Og jeg ved fra nogen andre i byen at de havde 3 indbrud i træk sådan cirka hver gang de havde fået erstattet alle tingene - så mit hoved kan jo ikke tænke andet end: " hvornår kommer de igen????"

    Vores to katte er totalt skræmte, de kom heller ikke frem lige med det samme da vi kom hjem - og da politiet kom - vupti så var de forsvundet igen. Heldigvis har de ikke fået trådt i nogen af de tusindvis af glasskår som flød over det hele og hvis det bare er forskrækkelsen så kommer de sig igen.

    Politibetjenten derimod var ked af vores "gæster" ikke havde skåret sig, da man åbenbart fælder flere og flere indbrudstyve på dna. Men da det ikke var tilfællet kørte han hurtigt igen.

    Så da han var kørt igen kunne jeg gå i gang med at fjerne glasskår så vi alle sammen kunne være her igen, og jeg gik også igennem mine skuffer hvor dumme mig havde haft nogle penge liggende i en gammel patchworkpung (faktisk den første jeg syede) som de har taget med - men fordi der var fundet penge er hele skuffen blevet gennemrodet. Så da jeg ville rydde op, fandt jeg et regnskabshæfte til mit dankort, og der var blod på. Så vi ringede straks til politiet igen, og de kommer og henter det..

    Men ihhh tanken kører hele tiden "hvad har de rørt ved? - har de pillet ved min medicin? har de spist og drukket noget af vores mad som man har set på skjult kamera i tv? har de skrevet vores cpr-nr. ned til at lave fusk med? (havde tilfældigvis sådan nogle papirer liggende med det på fremme)
    Ej jeg må stoppe med at skrive ting, for jeg bliver mere og mere bekymret!!!
    En kedelig ting at komme hjem til.
    Tømmeren er her nu og lukke hullet - det kører over forsikringen, det er dejligt at man har betalt til sådan én når sådan noget her sker...
    Åhhhhh jeg får ikke sovet i nat!!!

    fredag den 3. september 2010

    Pludselig blev det hele så trist!

    Dagen idag startede ellers okay - jeg blev færdig med mit bidrag til blog udfordringen - og dermed og så rigtig glad og lettet. Nu kan jeg komme i gang med andre ting som presser sig på. Mere om hvad mit bidrag var kommer på et senere tidspunkt (tror ikke jeg må afsløre noget endnu da deadline ikke er før den 15.)

    Vi er inviteret til grilaften hos nogle venner som vi har hjulpet med at male og flytte for - og så tror jeg egentlig bare det er total hygge vi skal, og jeg måtte jo lige lave noget og have med. Så jeg var i gang med at bikse nogle grydelapper sammen - havde nået den ene, da jeg fik en sms fra min mor, som er på vej hjem fra ferie, at min morfar er sovet ind idag til middag. Selvfølgelig blev jeg ked af det selvom jeg aldrig rigtig har haft det tætte forhold til ham, da han havde fået en ny familie. Og ikke rigtig havde "tid" til at være morfar. Men resten af tiden op til nu, har jeg bare gået rundt i en anden verden, så grydelappe nr 2 blev ikke helt så fin, og jeg fik også skoldet mig på vandet. Jeg skal hele tiden skrive om mens jeg skriver fordi jeg hele tiden skriver forkert. Så ja det bliver måske ikke så hyggeligt som jeg havde håbet i aften!

    Grydelapperne endte sådan her, og jeg håber de bliver glade for dem - og bruger dem godt!

    LinkWithin

    Related Posts with Thumbnails